Ud i det grå
I aftes var jeg med min søde kollega Ellen på den sidste af en række foredragsture. Vi har været rundt på folkebiblioteker og fortælle om Anne Marie Carl-Nielsen. Denne vores sidste tur gik til Rudkøbing med skift i Svendborg.
Vintermørket var ved at lægge sig koldt og fugtigt over byen da vi ankom med toget. Det eneste fornuftige at gøre inden bussen skulle fragte os videre til Langeland, var at finde et hyggeligt sted med kaffe og kage.
Selvom jeg mest har set de fynske byer i skumrings- og nattelys, så har jeg fået lyst til at vende tilbage. Og det passer jo ganske godt med en tradition vi har for at udforske et nyt hjørne af Danmark hver sommer. Jeg tror snart turen kommer til det sydfynske.