Tiderne skifter

Jeg sidder og genlæser Anne Marie Carl-Nielsens udkast til sine erindringer. Hun fik dem aldrig skrevet sammen til en helstøbt fortælling, men de giver et fint indblik i hvordan hun i en moden alder husker tilbage på barndommen og ungdommen. Hun bruger især meget plads på at fortælle om det nære forhold til alle gårdens dyr fra skrubtudser til hingste, men også kampene for at få lov til at lære noget fylder. Hun er født i 1863 og i hjemmet er der en klar forventning om at hun skal lære husholdning og giftes godt. Men som bekendt lå ambitionerne et helt andet sted.

Anne Marie Carl-Nielsen

Hun skriver blandt andet (og se igennem fingre med hendes tegnsætning, det var jo ikke dét, hun ville lære):

Jeg husker at jeg en Jul, som Julegave bad, om jeg maatte komme til at lære noget rigtigt. Nej, min Fader sagde, han vilde hverken give sin Datter eller sine Penge til noget han ikke vidste hvad det kunde blive til. Og saa gav min Far mig en Lussin, og sa’ at jeg nu skulde jeg høre op med det Plageri. Det er den eneste Lussin, min Far nogen Sinde har givet mig Jeg maatte trøste mig med at modellere i Ny og Næ et Hoved i Stalden, og naar saa Dyrlægen kom, vilde jeg have Besked om hvordan Dyrene var bygget og hele Organismen var samlet i Dyrene Dyrelæge Hansen fik Interesse for mig og beskrev mig Dyrets Konstruktion; jeg vilde jo vide hvordan Bovbladet sad paa en Ko. Bagefter forærede han mig nogle Hesteben som han havde dissikeret paa Landbohøjskolen, og disse Ben har fulgt mig til nu og været mig en stor Hjælp og hænger herinde paa min Væg endnu.

Senere fik hun overtalt faderen til at lade hende komme til København og derfra gik det jo ganske godt. Selv husker jeg, at jeg efter gymnasiet (som havde været en selvfølge) var lidt for glad for det der med sabbatår, så mine forældre satte mig ned og opfordrede mig kraftigt til at få søgt ind på en uddannelse. Sådan ændrer verden sig heldigvis.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *