Sommeren, der aldrig sluttede

Så er efterårssemestret skudt i gang. I denne uge har jeg startet 5 hold op. Det har været meget forskellige hold – fra en tur i Kongens Have, over grundkurser i kunsthistorie til en omvisninger i Ordrupgaards Monet udstilling. Det er et herligt arbejdsliv, der byder på så forskellige dage og opgaver!

Det gode vejr har bestemt også været en dejlig ledsager, især i Kongens Have. Og så giver det jo den fornemmelse af at sommeren ingen ende vil tage. Turen på Ordrupgaard blev den egentlige afslutning på min dejlige sommerferie. Vi var i Paris og for første gang var jeg også i Giverny. Giverny, hvor Monet boede de sidste mange år af sit liv, og hvor han skabte de fysiske rammer, der kom til at udgøre hovedmotivet i hans sidste tyve års arbejde. Den helt fantastiske have, som det er en nydelse at gå rundt i – også hvis man skulle ske at være komplet ligeglad med hans kunst.

img_0147

For mig var det en kæmpe oplevelse. Mange ting i min forståelse af Monets værk faldt på plads af at gå rundt i hans hus, som han havde indrettet så fint. Farvesætningen gjorde det tydeligt at her var tale om en stor farvens mester. Når man træder ind i hans spisestue får man et mindre chok. Alt er gult – vægge, paneler, skabe, ALT. Og på væggene hang en masse af de japanske træsnit som han var en ivrig samler af.

Netop den japanske kunst optog jo ham og hans ligesindede i enorm grad. Det at se en kunst, der ikke var optaget af den perspektiviske rumkonstruktion, som havde været bærende i vesten siden renæssancen, men i stedet arbejdede med farveflader og en mere ornamental gengivelse af motivet, inspirerede dem.

img_0228

Haven er gennemsyret af det – især vandhaven med den berømte japanske bro emmer af japansk inspiration med de store bambuslunde. Og de værker han laver her viser hvor frugtbar den inspiration var. Med åkanderne bevæger han sig over i et maleri, der opererer mere og mere på fladen. Og i det han giver slip på dybdeillusionen er det som om den rumlige illusion bliver endnu stærkere, at åkanderne sprænger billedets flade. Sådan har jeg det i hvert fald når jeg ser de sene, store lærreder, der i øjeblikket hænger på Ordrupgaard. Det er ikke for ingenting at det faktisk i sin tid var Monet, der for alvor vakte min kunstinteresse!

Jeg har forøvrigt også et hold udstillingsbesøg på lørdage, som begynder i morgen – der er stadig enkelte ledige pladser HER.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *