På tur med de orange mænd

Sådan ser det ud, når en håndfuld museumsfolk tager på udflugt. Som den skarpe iagttager vil have set på rygmærkerne, var vi på besøg på Moesgaard Museum ved Århus, hvor man er ved at bygge et helt nyt museum. Og ikke bare et nyt museum, men et kæmpestort museum.

Museet rejser sig som en perfekt kælkebakke i landskabet og kommer til at rumme store lækre udstillingsrum og undervisningslokaler til de universitetsfag, der holder til på Moesgaard. Alt virker meget gennemtænkt og ambitiøst. Her har man virkelig givet sig selv lov til at lade drømmene bliver realiseret. Det bliver meget spændende at se salene, når de omfattende udstillinger er bygget op og de åbner for publikum i 2014.

Jeg er opvokset i Århus og har tilbragt mange søndage på Moesgaard. Og selvom de gamle, støvede dioramaer havde deres egen charme og legepladsen havde byens bedste svævebane, så er jeg ikke i tvivl om at det nye Moesgaard vil trække mere i mig.


Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *