Mere Jorn…


IMG_3041

… og det kan undre, for jeg kan faktisk ikke lide Jorn. Sådan har jeg haft det siden jeg henslæbte mine gymnasieår på Århus Statsgymnasium, hvor hans store keramikrelief udsmykker forhallen. Alle klassebilleder, lancierfotos etc. er taget med det som baggrund. Jeg syntes det var hæsligt – og det synes jeg faktisk stadig. Derfor var det heller ikke keramikken, der fascinerede mest, da jeg i sidste uge så den store jubilæumsudstilling på Statens Museum for Kunst.

IMG_3068

Jeg må uden forbehold tilslutte mig det begejstrede anmelderkor. Det er en virkelig godt tilrettelagt og arrangeret udstilling. Den er kronologisk opbygget og fører den besøgende pædagogisk gennem Asger Jorns kunstneriske udvikling med et stærk fokus på de tanker, som Jorn baserede sin kunst på. Det kunne jeg rigtig godt lide, da jeg nok synes bedre om mennesket Jorn end om meget af den kunst han lavede. Det er opløftende og inspirerende at tilbringe en eftermiddag i selskab med et menneske, der tror på at verden kan forandres.

IMG_3056

Udstillingens tekstlag fylder forholdsvis meget, men for mig fungerede det godt. Teksterne er velskrevne og grundige uden at tale ned til én, og med velvalgte citater på væggene bliver de bagvedliggende tanker nærværende. Jeg satte stor pris på at tanken var det bærende, så kunne jeg leve med, at det kun var to ud af ti værker der egentlig tiltalte mig.

Men da jeg nærmede mig afslutningen, blev jeg alligevel ramt. Det store Stalingrad, som han arbejdede på i adskillige år, hænger i nærmest ophøjet ensomhed. Først var der en skoleklasse på bænken foran, men da de gik var der kun mig. Mig og det store lærred, der fuldstændig overrumplede mig. Det er en fantastisk skildring af en verden i opløsning. Man aner et arkitektonisk lag inderst, ellers er det bare kaos. Men det er kaos, der virker! Det er kaos der hiver benene væk under dig og virker fuldstændig overrumplende. Selvom jeg har set det før, var det først nu jeg virkelig så det.

IMG_3074

Jeg vil ikke tøve med at anbefale alle at lægge en tur forbi den rastløse rebel. Det er en fremragende udstilling, omend det er ærgeligt, at man ikke nåede at male de spartlede sammenføjninger i skillevæggene over.

PS. Selvom det ikke ser sådan ud, er der også masser af billeder med farver på udstillingen….

Comments: 2

  1. Kære Birgitte.
    Jeg så udstillingen for et par uger siden og er lige som dig begejstret! Jeg tænkte med at det aftvinger stor respekt for folk der kan formidle kunst for “os andre”, så vi netop kan få slået benene væk under os og få beriget vores liv. Og så tænkte jeg faktisk på dig 🙂

  2. Tusind tak, det gør mig virkelig glad, at du tænker på mig, når du tænker på god formidling!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *