Frisk fra tryk

Der er intet så skønt som når pakkeposten ringer på døren. Ikke hvis man har bestilt en levering af nye støvsugerposer måske. Men når man helt uden at forvente det kan åbne en pakke med nye bøger, der stadig dufter af tryksværte, det er det bedste.

Helt uventet var det selvfølgelig ikke, for jeg har jo selv skrevet den, og før jul havde vi lagt sidste hånd på korrekturen, men så kom det nye år med en masse nye projekter og jeg glemte helt at Anna og Michael var på vej til min dør.

Birgitte Zacho, Michael og Anna Ancher - et kunstnerægteskab

Bogen Michael og Anna Ancher – et kunstnerægteskab er udgivet på forlaget Meloni, som har sat sig for at udbrede kendskabet til kunsten til danske skolebørn. Et fantastisk projekt, som jeg er meget glad for at kunne bidrage til. Det er en lille sag på 32 sider, som giver en introduktion til de to interessante kunstnere og det miljø, de var en del af i Skagen. Og selvom den er skrevet til børn kan voksne sagtens læse med.

Bagsideteksten lyder sådan her:

Anna og Michael Ancher mødte hinanden, da han som ung kunstner kom til Skagen første gang. Det lille fiskerleje tiltrak mange kunstnere, der var fascineret af det særlige lys og de lokale fiskere.
De blev gift og bosatte på Skagen, hvor de blev det faste omdrejningspunkt for kunstnerkolonien. Deres hjem dannede rammen om festligt samvær med de mange andre kunstnere, der kom til Skagen. Men det var også rammen for et enestående arbejdsfællesskab, i en tid hvor mange ellers mente at kunst ikke var noget for kvinder.
Her skabte de hver deres bud på, hvordan den moderne kunst kunne skildre virkeligheden i årene omkring det moderne gennembrud, hvor den tidligere generations kunst blev dømt gammeldags og uinteressant. Hun med sine radikalt nye måder at bruge farverne på. Han med sine realistiske skildringer af fiskerne.

Den kan købes lige HER

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *