En slags feministisk opråb.

Jeg har aldrig opfattet mig selv som feminist. Jeg går selvfølgelig ind for ligestilling, men både i mine forældres hjem og i mit eget har der altid været en lige fordeling af huslige pligter – i mit eget tilfælde måske ligefrem med en overvægt til min mand, så jeg har ubevidst altid tænkt at ligestilling, det har vi da allerede.

Fagligt har jeg også altid anset feminismen for at være lidt anstrengende. Helt grundlæggende synes jeg at mennesket skal ses som individer mere end som produkt af deres køn, eller den minoritet eller gruppering man nu engang måtte tilhøre.

Derfor har det også altid irriteret mig med de udstillinger, der viste kvindelige kunstneres værker i et ret ukritisk udvalg – fordi de så netop ikke blev vurderet som individuelle kunstnere, men alene var interessante at hive frem fordi de var kvinder. Især den gruppe af kvinder, der arbejdede i de sidste årtier af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, har lidt under dette. Også fordi den biografiske historie tit får lov til at dominere. Det er fristende at forfalde til at fortælle alle de gode anekdoter om de onde mænd, der ikke ville dem det godt. Jeg har også selv gjort det i rigt mål. Jeg tror ikke jeg kan tælle, hvor mange gange jeg har fortalt om hvordan Vilhelm Bissen ikke ville tage Anne Marie Carl-Nielsen som elev fordi unge kvinder gifter sig bare og så bliver det ikke til noget. Det var jo ofte sandheden, og på sin vis forstår man jo godt at han ikke gad spilde sin tid på at uddanne husmødre. Men når vi hører det gribes vi alligevel af indignation og harmes over al den modstand de mødte, og beundring når de klarede det på trods.

Carl Nielsen, Musikkens genius, Anne Marie Carl-Nielsen

Til tider glemmer vi helt at se på deres værker, og så gør vi dem en bjørnetjeneste. For der er masser af kvinder, der laver fremragende kunst, som fortjener at blive set på linie med deres mandlige kollegaers værker uden den irriterende prædikat kvindelig kunstner og uden vi får en klump i halsen over, hvor flot det var at hun gjorde det.

Så herfra skal lyde en opfordring: drag ud i sommerlandet og se på alle deres fremragende værker på museer, på pladser og i parker – og nyd dem for det de er, god kunst!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *