Danser på vulkaner

Der har længe hersket et stærkt ønske her i husstanden om at komme til Louisiana og bese og bestige Olafur Eliassons seneste bidrag til oplevelsesøkonomien – Riverbed. Her i weekenden skete det endelig. Og på tværs af tre generationer havde alle en god oplevelse. De yngste synes det var en fest at kunne rende rundt på en helt anden måde end man plejer at kunne på museet. Jeg selv fandt en vis fredfyldt ro i det bare landskab, som virkede næsten helende på den fortravlede, moderne sjæl – det blev dog forpurret lidt af alle de mange øvrige gæster, som nok havde det på samme måde med min tilstedeværelse. Billedet her er det eneste, det lykkedes mig at tage, sådan som jeg gerne havde set det. De ældste fandt den også ganske interessant, fordi man netop kommer i en lidt uventet stemning.

IMG_5945

I bund og grund er det jo gjort før. Tilbage i 1970’erne fyldte Walter de Maria et gulv i New York med jord og flyttede dermed naturen helt ind i hjertet af den moderne metropol. Den samme øvelse gør Eliasson, han flytter den islandske natur ind på landets mest besøgte kunstmuseum og peger dermed på konflikten mellem natur og kultur, som har været et tema i vestlig kulturhistorie siden midten af 1700-tallet om ikke endnu længere.

Hvad gør det så ved os. Måske får det os til at reflektere over de store klimaspørgsmål. Her i efteråret har han jo ligeledes haft et par blokke indlandsis til at ligge og smelte på Rådhuspladsen, så det kan være nærliggende at koble til dette direkte politiske værk. Det rykker i hvert fald ved vores fysiske oplevelse af verden, når det vi forventer ændres. Når han skaber et anderledes og i sin essens forkert miljø, er det som om vores sanser vækkes. Vi bliver så at sige mere til stede. Om denne tilstedeværelse så rækker ud over selve museumsbesøget, det er så spørgsmålet. Jeg er ikke sikker, men jeg kunne lide at være der.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *